Mogens Gøye, Danmarks rigeste mand - sep06

Indledning

Min interesse for denne person fik jeg under en forelæsning om kalkmalerier på folkeuniversitet, hvor forelæseren ganske kort fortalte, hvordan Danmarks rigeste mand, Mogens Gøye (se figur 1), handlede under grevens fejde (1534 – 1536). Det lød meget interessant, at denne adelsmand kunne udruste sine bønder på Mols, og placere dem umiddelbart syd for Gudenåen, som forsvar mod de oprørske bønder fra Vendsyssel og Thy. Det lød noget modstridende, så det måtte under søges nærmere, men det er forbavsende lidt der er skrevet om denne personlighed, så det blev til en hel del indsamling af spredte noter i leksika, årbøger, på Rigsarkivet, men især på internettet.

Mogens Gøye og Slægten

Slægten Gøye, eller Gjø er en gammel lollandsk adelsslægt, hvor der kendes tre linier fra den anden halvdel af 1300-tallet. Den ene linie førte ikke noget slægtsnavn, den anden kaldte sig Krag og den tredje brugte navnet Staverskov og fra 1381 navnet Gøye. Ridder Staverskov af Lolland er den ældste sikre stamfader, og han anvendte allerede i 1363 Gøye våbenet, tre skråtstillede Ibsskaller (se figur 2). En Ibsskal er tegn på at ejeren har gennemført, eller har ladet gennemføre en pilgrimsrejse til Santiago de Compostella i Spanien.

Hans søn Jens Staverskovs navn forekommer allerede i 1356 med titel af ridder, men det er nok en fejl. Han og hans efterkommere er især knyttet til hovedgårdene Kelstrup og Kærstrup. Slægtens anetavle kan se i Dansk Biografisk Leksikon Bind 5.

Slægten hørte til blandt Lollands største godsejere, og adskillige af dem var blandt de ledende mænd i riget. Mogens far Eskil Gøye (født før 1459 død 20.april 1506) var Rigsmarsk (dvs. Hærchef) under Christian I og Kong Hans, og var noget af en barsk herremand. Med basis i Krenkerup hovedgård, samlede han på gårde og jord. Han forøgede således sine besiddelser på Lolland 3-4 gange, blandt andet ved at opkøbe mindre hovedgårde efter enker for derefter at nedlægge dem. Denne taktik blev ligeledes fulgt af mange andre af højadelen, så det medvirkede til at antallet af lavadelige formindskedes og det fik ifølge Erik Ulsig den effekt, at den folkelige forbindelse til adelen overskæres og højadelen aristokratiseres. Eskil foretog også store indkøb i Skåne, så han efterlod ved sin død flere hovedgårde, bl.a. Krenkerup, Skærsø, Gisselfeld og Tunbyholm, med i alt ca. 500 gårde.

Slægten udmærkede sig også ved mange lærde damer, og slægten uddøde 1698 med Geheimeråd Markus Gøye som den sidste bærer af navnet.

Mogens arvede Skjærsø i Jylland efter sin mor, og i 1506 Krenkerup på Lolland efter sin far. Hvornår han arvede moderen ved jeg ikke, men det var tidligere end 1506. Det var nok dengang hun forlod faderen for at gå i kloster, og hvornår det fandt sted ved jeg heller ikke.

Her må jeg indskyde, at man på den tid havde den praksis, at der var særeje i familierne, og at ægtefæller ikke kunne arve efter hinanden, hvis der var børn i ægteskabet, endvidere var det normalt at drenge arvede dobbelt portion og piger en enkelt..

Samfundet

Samfundet var på den tid i høj grad lagdelt. På toppen var kongen, der godt nok på den tid var kraftigt bundet af den håndfæstning, som han før sin tiltrædelse var tvunget at godkende og underskrive, men han var toppen når han een gang var valgt. Under ham fandtes to betydende adskilte søjler, den ene søjle var kirken, hvis biskopper som regel var rekrutteret fra adelen, det var jo dem der normalt havde råd til en uddannelse, og den anden søjle var adelen. Her var der højadel og lavadel, hvor højadelen som sagt efterhånden gnavede sig ind på lavadelen. Lavadelens gårde blev efterhånden opkøbt og sammenlagt med højadelens, hvis det da ikke var skænket til kirken.

Kongen styrede landet med hjælp fra Rigsrådet. Dette råd kunne kun have medlemmer fra de privilegerede stænder, adel og gejstlighed, det var meget bestemt udtrykt i håndfæstningen. Der kunne være mellem 20 og 40 medlemmer af rådet, og derfra blev der udnævnt en kansler (dvs. statsminister), en rigshovmester (dvs. indenrigs og justits minister), en rentemester (dvs. finans-minister), en rigsmarsk (dvs. hærchef) og en admiral (dvs. flådechef). Derudover havde adelen monopol på at være kongens lensmand, hvor de bestyrede kronens gods rundt om i landet. For dette arbejde fik de del i godsernes overskud og kunne beholde alle de bøder de idømte borgerne. Som lensmand var de stedets øverste myndighed, både civilt og militært. Derudover fik flere og flere af de adelige birkeret i deres område, de fik altså en særlig retskreds hvor godsejeren kunne udnævne dommeren, og udøve politimyndighed i området.

Derunder finder vi landbefolkningen, det var de frie bønder og husmænd, fæstebønderne, daglejerne og de subsistensløse.

I byerne var der handelen, købmænd og håndværkere, tyende og offentligt ansatte. Af alle disse samfundslag var det kun kirken og adelen der ikke betalte skatter eller afgifter til kongen. Kirken, for det første fordi den fik tiende fra befolkningen, og fordi den var underlagt paven i Rom. Adelen fordi det var beskrevet i håndfæstningen, men at de så til gengæld skulle beværte kongen og hans følge på hans rejser rundt om i riget, og også skulle stille med soldater i tilfælde af krig.

Riget bestod på daværende tidspunkt af selve Danmark, Norge, Skåne, Halland, Blekinge og Hertugdømmerne og til visse tider også resten af Sverige. Her var det kun Danmark, Skåne, Halland og Blekinge der var et valgkongedømme, Norge, Sverige og hertugdømmerne var alle arveriger, det vil sige, det var normalt den ældste søn, der overtog magten efter faderen.

Da Svend Estridsen døde i 1074 var der to kandidater til tronen, nemlig sønnerne Harald og Knud. De tog hver for sig kontakt til de ledende stormænd for at tale deres sag, og på et møde ved Isøre valgte stormændene Harald frem for Knud. Knud ville nemlig fortsætte faderens krigstogter for at erobre England, men der havde Vilhelm Erobreren netop sat sig til rette efter slaget ved Hasting i 1066, så hans holdning faldt ikke i god jord. Harald blev derimod opfattet som mere fredelig, han udtrykte ikke ønske om at forsætte krigen mod England. Så det blev Harald de valgte, og han fik som sagt tilnavnet Hen, som betyder slibesten, eller den bløde. Udtrykket stammer sandsynligvis fra broderen Knuds tilhængere.

Denne hændelse gjorde, at adelen og de gejstlige opdagede den magt de havde, og den begyndte de så at benytte sig af. I begyndelsen kun sporadisk, men så vidt jeg har kunnet finde ud af, fra 1320 mere formelt.

En håndfæstning beskriver de rettigheder de privilegerede stænder, gejstlighed og adel, havde overfor kongen, og disse forhold blev mere og mere til fordel for adelen. På grund af særlige omstændigheder underskrev regenterne Valdemar Atterdag, Oluf III, Dronning Margrethe, Erik af Pommern og Kristoffer af Bayern som regerede i perioden 1340 til 1448 dog aldrig en håndfæstning.

Kristoffer II’s (1319-1332) håndfæstning var den første kendte nedskrevne valghåndfæstning, som han underskrev i 1320. I den lover han en masse, uden at have til hensigt at overholde noget af det, bare for at få lov til at blive konge, så derfor blev han afsat i 1326. Han forsøgte uden held at vende tilbage til tronen med hjælp fra Grev Johan II af Holsten, men deres forenede hære blev effektivt slået af grev Gerhard II ved Lohede i 1331, men inden da havde Kristoffer også formået at pantsætte resten af Danmark til de tyske grever, men det er en helt anden historie. På den anden side var det dog hans søn Valdemar Atterdag der igen fik samlet landet.

De snæversynede stormænd udnyttede situationen, og for hver ny konge strammede de mere og mere de betingelser som kongen måtte underskrive. Dette forstærkede adelens magt og fordele på kongens og de uprivilegerede stænders bekostning indtil det blev for meget og den sidste håndfæstning leveredes tilbage til kongen, Frederik III i kasseret stand 16. oktober 1660.

Kong Christian I

Regerede i perioden 1448 – 1481 og Mogens Gøye, som med størst sandsynlighed blev født I 1472, voksede op og fik sin grunduddannelse i denne konges regeringstid.

Dette kongerige omfattede en tid også Sverige, nemlig 1457 – 63. Christian (se figur 3) var søn af Dietrich, Greve af Oldenburg - Delmenhorst og grevinde Hedvig. Hans tiptiptip-oldefar var Erik V Klipping. Han valgtes til konge i 1448 og giftede sig med Dorothea af Brandenburg, enke efter sin forgænger Christoffer III (af Bayern),. Hun var kun 18 år gammel og var dermed et økonomisk problem for Danmark. Hun kunne nemt leve mange år endnu og skulle forsørges som enkedronning, og så havde hendes far ikke engang betalt hendes medgift til Christoffer. Så ved at gifte sig med den nye konge var hun forsørget, og landet sparede hendes "pension".

Christians onkel, Hertug Adolf af Sønderjylland foreslog nevøen som dansk konge, (han havde selv sagt nej tak) og da Christian var hans arving, kunne det vel være lige så godt. Hertug Adolf fik Christian til at love ikke at lægge hertugdømmerne ind under den danske krone.

Christian førte krig mod Sverige gennem flere år, og i 1457 lykkedes det endeligt, men kun for en kort periode. Han afsattes igen i 1463, og senere generobringsforsøg mislykkedes.

Ved Ribe-forliget i 1460 blev han valgt til Hertug af Slesvig og Greve af Holsten mod løfte om, at de 2 lande skulle forblive " ewig ungedeelt zwosammen", evigt udelte sammen. De holstenske grever, der havde besiddelser i begge områder frygtede nemlig, at de kunne risikere toldmure mellem de to landsdele. Han pantsatte Shetlands- og Orkney-øerne til James II af Skotland som garanti for datteren Margrethes medgift. Pantet er til dato ikke blevet indfriet.

Kong Hans

regerede fra 1481 til 1513, og Mogens tilbragte sin ungdom i denne konges regeringstid, og hvis hans uddannelse skulle følge det normale for rige adelsmænds sønner, så er han nok efter en studentereksamen, som 15-16 åring, sendt udenlands i 3 – 5 år med en hushovmester til de katolsk prægede højskoler i Frankrig, Tyskland, Italien og Schweiz, som forberedelse til et embede i de højere kredse. Uddannelsen bestod især af religion, latin, dans og musik, og i den sidste del af uddannelsen også krigskunst og jura.

Mogens arvede som sagt Skjærsø og Krenkerup med ca. 300 gårde, og i 1498 arvede hans kone Mette Albrechtsdatter Bydelsbak flere hovedgårde fra sin morfar, Rigsråd Axel Lagesen. Mettes far Albrecht Bydelsbak var allerede død i 1478, og da moderen også dør i 1498 arver Mette og hendes broder Laurids følgende hovedgårde:

Græsegård, Gunderslevholm og Torbenfeld på Sjælland,
Skærvad, Kjeldkær og Clausholm i Jylland og
Løgismose på Fyn med tilsammen 750 gårde.

En tredjedele arves af Mette, og to tredjedele af Laurids.

I slutningen af 1400 tallet skete der store ting for Mogens. Kong Hans (se figur 4) var også hertug i dele af Slesvig/Holsten, hvor den anden del tilhørte hans broder Hertug Frederik. På vestsiden af Holsten lå det lille område Ditmarsken, som kejseren havde givet Christian I lov til at lægge sammen med Holsten. Derfor startede Kong Hans og Hertug Frederik deres indtog i Ditmarsken den 17. februar 1500. De medbragte en stor mængde tomme vogne, som skulle bruges til at fragte det store bytte de forventede. Som vi alle ved endte det med et stort nederlag, hvor de medbragte tomme vogne bagerst i hæren til en vis grad forhindrede et ordentligt tilbagetog.

Mettes broder Laurids Bydelsbak omkom på dette fatale felttog til Ditmarsken, så Mette arvede også broderens andel, da han ikke havde hverken kone eller barn.

Senere købte Mogens Gøye hovedgårdene Tunbyholm i Skåne og Avnsbjerg i Jylland, og til disse 11 hovedgårde hørte der ca. 1500 fæstegårde, nogle kilder siger at han ejede 12 hovedgårde, men jeg har kun kunnet identificere de 11, som er nævnt ovenfor.

Derudover indkøbte han ejendomme i så godt som alle større købstæder i riget, så hans personlige ejendom var ganske betydelig.

På toppen af alt dette var han kongens lensmand for Nørrejylland, så derfor kunne Arild Huitfeld med Rette sige om ham,

Citat :
»Hans Lige på jordegods har ikke været her eller i Tyskland i nogle hundrede år«. Citat slut.
Mogens Gøyes fader, Eskild Gøye var som medlem af rigsrådet udnævnt til Rigsmarsk allerede i 1486 så da Mogens også bliver medlem af rigsrådet i 1503 står familien stærkt i magtens centrum. Under kong Hans blev Mogens udnævnt til ridder og fik store forleninger, først Stegehus og Møen, så Ålborghus og til sidst Kalundborg, Samsø, Skanderborg, Torup i Jylland, Gavnø og Ringkloster samt 13 herreder.

Det danske samfund udviklede sig under denne konge, i 1485 stadfæstedes Københavns privilegier, i 1489 startedes det første danske trykkeri, og i 1491 gennemførtes faste regler for stempling af guldsmedevarer, så man fik styr på kvaliteten. Som yderligere udvikling befaledes det i 1494 at alle prostituerede fremover skulle bære en halvt rød og halvt sort hue, og endelig lukkedes alle offentlige badstuer i København i 1509, begge dele for at bekæmpe udbredelsen af kønssygdomme.

Kong Hans dør i Ålborg efter et styrt med sin hest den 20. februar 1513, og efterfølges af sin ældste søn Christian.

Kong Christian II

Regerede fra 1513 til 1523 men inden da var han vicekonge i Norge fra 1506 til 1512. Her mødte han ved en dansefest på rådhuset i Bergen to hollandske kvinder, som fik stor betydning for hans liv. Den underskønne Dyveke og hendes moder, Sigbrit Willoms.

Ved dette møde forelskede Christian (se figur 5) sig i Dyveke og indledte et forhold til hende. Da han i 1513 som konge flyttede tilbage til København, fulgte Sigbrit og Dyveke med foruden Sigbrits broder Dionysius Villoms, der blev kongens apoteker. En anden af hendes brødre var i 1512 blevet lensmand på Bergenhus. Sigbrit fik efterhånden meget stor indflydelse på Christian 2. og dermed på rigets affærer.

Mogens Gøyes position i rigsrådet blev yderligere forstærket da han i 1514 ikke alene bliver udnævnt til rigsmarsk, men også bliver sendt til Holland, for på kongens vegne d.11. juni 1514 at blive gift med prinsesse Elisabeth af Habsburg, kejser Maximillians sønnedatter og den senere kejser Karl V's yngre søster.

Som kuriosum kan nævnes, at i 1514 bliver den første apotekerbevilling i Danmark givet, og året efter bliver tallerkener indført ved hoffet.

I 1516 overtager Mor Sigbrit ansvaret for toldvæsenet samt ledelsen af landets finanser, og samme år indkaldtes 200 hollandske familier til Amager for at sikre gode og stabile leverancer af grønsager til hoffet. Og for at det ikke skal være lyv indførtes der 1519 en forbrugsafgift på øl og vin.

Martin Luther (se figur 6) iværksatte sin bevægelse mod den katolske kirkes grådighed i 1517 og opslog sine 95 teser på kirkedøren i Wittenberg, og startede dermed en voldsom omvæltning af de religiøse forhold i Europa.

Det er i denne periode at indsamlingen af penge ved salg af afladsbreve er på sit højeste. Paven manglede nemlig rigtig mange penge til sine storstilede byggerier i Rom.

Dyvekes pludselige død i 1517 fik Christian til at reagere voldsomt, og insisterede på at finde frem til årsagen. Enden på dette blev at han anklagede lensmanden på Københavns Slot, Torben Oxe, for at have givet hende forgiftede kirsebær. Trods forbøn fra både hoffet og rigsrådet blev Torben Oxe halshugget.

Problemerne i Sverige mellem Rigsforstanderen Sten Sture og Ærkebiskoppen Gustav Trolle endte med at Sten Sture fængslede Ærkebiskoppen, hvilket fik Paven til at lyse Sten Sture og hans tilhængere i band. Dette benyttede Christian sig af, han sendte en hær ind i Sverige under påskud af at udføre Pavens straffedom, men i virkeligheden for at blive konge af Sverige. Som vi ved endte det i 1520 med det Stockholmske blodbad, hvor hen ved 100 af Sveriges mest ansete mænd blev halshugget.

Efter dette søgte Christian ved enhver lejlighed at yppe strid med den danske adel, nok for at kunne gentage kunststykket overfor dem også, men som vi ved, uden held, adelen var nemlig også blevet advaret ved denne hændelse. Som en personlig bemærkning, tror jeg det ville have været bedst for Danmark hvis Christian havde haft held til at knuse adelens magt allerede dengang. Christian II var en fremsynet monark der kunne se muligheder i at støtte borgerskabet og udvikle handelen.

Samme år var forholdet mellem Mogens og Sigbrit så meget på kant, at Mogens prøvede, ved en henvendelse til Paven, at få hende fjernet, men uden held.

I løbet af 1520'erne viste Gøye ved flere lejligheder, at han havde vendt den katolske kirke ryggen og var gået over til den lutherske lære.

Luther blev dømt fredløs af Karl den Store i 1521, og samme år holdtes den første lutherske prædiken i København.

Han var heller ikke blandt de oprindelige initiativtagere til at opsige Christian II troskab og til at tilbyde hertug Frederik den danske trone i december 1522. Men i marts 1523 skiftede han sammen med en gruppe østjyske stormænd imidlertid side, og gik over til Frederik 1. Det var efter, at han sammen med andre ledende adelsmænd i Jylland fra Frederik havde fået et trusselsbrev, hvis indhold jeg ikke har kunnet finde. Dette fik Mogens til d. 19 marts at sende sit opsigelsesbrev til Christian II.

Borgerkrig I Danmark.

Frederik sluttede forbund med Lübeck og erklærede sin konge krig. Hans hær marcherede mod Danmark og sluttedes sammen med de jyske oprørere, og den 26 marts 1523 hyldedes Hertug Frederik som Danmarks nye konge på Viborg ting. Frederik var dog så klog, at han accepterede Mogens afventende, loyale holdning og endog udnævnte ham til rigshovmester, og Mogens fortsatte derfor de følgende år som en af rigets mægtigste mænd.

Den 13. april 1523 forlod Christian II København efter at have overladt statholderen på Sjælland, Mogens Gøyes broder Henrik Gøye, befalingen over København og Malmø, og lovede ham, at hvis han kunne holde skansen, 3-4 måneder, så ville Christian komme ham til undsætning. Christian II efterlod en styrke på 5 Fænniker Landsknægte og 350 ryttere, og da borgerne var interesserede i at deltage i forsvaret, så skulle det nok gå alt sammen, mente man.

Den 31. maj gik Frederiks I’s hær over Storebælt, og 10. juni om morgenen stod han foran København med 4000 Knægte og 1800 ryttere og indledte en belejring. København led dog ikke nød, de var i stand til at skaffe sig forsyninger fra Amager og resten af landet, da den lybske flåde i sundet ikke var stærk nok til at forhindre det.

Selvom Christian sendte 4 gode skibe til undsætning, de ankom til København i begyndelsen af november, så indså Henrik Gøye, at der ikke var mange chancer for at Christian kunne komme til undsætning, så han indledte forhandlinger med Frederik I’s repræsentant om betingelser for overgivelse, det var Mogens Gøye, hans broder der var den ansvarlige. Resultatet af disse forhandlinger var, at medmindre Christian kom til hjælp inden Helligtrekongers dag 1524, overgav begge byer sig til det danske rigsråd. Christian kom ikke, så Henrik drog med sit mandskab af Landsknægte og rytteri ud af byen med flyvende faner med retning mod Køge og videre til Tyskland for at slutte sig til Christian II. Byerne blev dog skånet, Frederiks hær drog ind i byen for at vise flaget og drog ud igen.

På Gotland fortsatte Christian II’s admiral Søren Norby kampen, hans kaptajner overfaldt alle handelsskibe fra Sverige, Danmark og Lübeck. Svenskerne samlede en hær for at fordrive Norby fra Gotland, så Søren Norby tilbød at overgive øen til Frederik I, mod at han selv blev lensmand på øen. Dette tilbud bragte Sverige og Danmark på randen af krig, det blev dog afværget af de to konger, de var ikke interesseret i krig. Lübeckerne arrangerede et mæglingsmøde i Malmø, hvor man blev enige i at Danmark beholdt Gotland mod at Søren Norby blev fjernet.

Dette var i modstrid med det løfte Søren havde fået af Frederik I, så da den svenske hær forlod Gotland blev han roligt siddende i Visborg.

Kong Frederik I

Frederik blev hyldet som Danmarks konge 26 marts 1523 på Viborg landsting (se figur 7), og han udnævnte straks Mogens til Rigshofmester, som tak for at hans støtte, godt nok efter kraftigt pres.

Samme år 6. juni udråbtes Gustav Vasa til Sveriges konge, dermed var Kalmar Unionen død og begravet.

Frederik var nu konge over hele Danmark, og underskrev en håndfæstning der tilbagegav adelen dens gamle rettigheder over bønderne, købstæderne mistede deres handelsrettigheder, alle Christian II’s reformlove brændtes på bålet, og det fik den adelige Arild Huitfeldt til i blomsterne vendinger at berømme Frederik for at have givet hans fæller en så drabelig frihed.

Luthers tanker bredte sig gennem hele Europa, og i 1526 trådte Mogens Gøye åbenlyst frem som lutheraner, måske endelig overbevist af sin huskapellan, Peder Thomsen, der netop var vendt hjem fra Wittenberg. Denne blev siden den første lutherske Superintendant i Vendelbo Stift.

Luthers lære kom allerede til Danmark i 1520’erne og det førte flere steder til optøjer mod bl.a. tiggermunkene. Frederik havde forpligtet sig til at hindre kætteriet, men lod alligevel reformatorer som Hans Tausen (se figur 8) arbejde uhindret, og indførte i 1527 trosfrihed i hele landet. Samme år opstod et mindre oprør blandt jyske bønder, de nægtede fremover at betale tiende til bisperne. Det fik den effekt, at Mogens som rigshovmester og lensmand blev tvunget til at oplæse et brev til bønderne på Viborg Landsting.

Indholdet af brevet kender jeg ikke, men Mogens meddelte tilbage til Kongen, at nogle accepterede indholdet og meningen i brevet, mens andre ikke gjorde det. Oplæsningen blev dog gennemført i nogenlunde ro og orden, selvom der var en hel del råben og skrigen.

Med Mogens Gøye som rigshovmester kunne Frederik roligt blive siddende på sit elskede Gottorp slot, og behøvede kun sjældent at bevæge sig til København. Dette medførte at Mogens stille og roligt kunne genindføre flere og flere af Christian II’s reformer. Han fik genindført tidligere love om bondens forhold til herremanden, bl.a. at en fæstebonde ikke kunne sættes ud hvis han overholdt sine forpligtelser, og at bonden igen måtte sælge sine produkter frit, og ikke først tilbyde dem til herremanden. Det var især de lollandske bønder der fik gavn af dette, de optog deres gamle vaner med at sælge deres varer direkte til nordtyskerne.

Andre af Christian II’s reformlove kunne Mogens ikke genindføre, så det var forståeligt at hadet mod overklassestyret steg, folket ville have Christian II igen. Gode ordninger som tidligere var gældende, var det ikke så ligetil at afskaffe uden bøvl og ballade.

På trods af dette generelle had mod adelen, så syntes Mogens at være nogenlunde vellidt blandt bønderne, således var han med til at afværge et gryende bondeoprør i Viborg i 1531.

Interregnum

Da Frederik I 10. april 1533 år døde på Gottorp Slot udbrød der kamp om hvem der skulle vælges som hans efterfølger. Landdagen i Kiel hyldede Hertug Christian og hans umyndige halvbrødre til rette arveherrer af Slesvig-Holsten.

Den 8. juni mødtes rigsrådet i København for at tage stilling til valg af en ny konge. Bisperne og de katolske adelsmænd gik ind for Frederik I’s 12-årige søn Hans, medens Mogens Gøye og den lutherske minoritet gik ind for den ældste søn Hertug Christian, han havde allerede gennemført reformationen i Slesvig/Holsten. De københavnske borgeres krav om genindsættelse af Christian II afvistes af begge parter, så rigsrådet udsatte en beslutning til engang i 1534, og det betød at adelsrepublikken var en kendsgerning, centraladministrationen ophørte at eksistere og landet opdeltes i en række selvstyrende områder. Mange af adelen syntes det var OK, det var da gået meget godt uden en konge i nærheden, Frederik havde jo siddet trygt og godt på Gottorp slot uden at blande sig alt for meget?

Da borgmestrene i Malmø og København havde et stærkt ønske om at få Christian II tilbage, nægtede de at følge rigsrådets beslutning, og det var lige noget for Lübeck, de var også interesseret i at få Christian II tilbage på Tronen, han var jo fremskridtsvenlig mod handelen, så de allierede sig med København og Malmø og sendte Greven af Oldenborg (se figur 9) med en hær til Sjælland, og alle vegne sluttede borgere og bønder sig til oprøret, og inden kort tid havde han kontrollen over Sjælland, Fyn, Skåne og alle øerne syd for Sjælland.

Samtidig har vi skipper Clement der gjorde oprør i Nordjylland, og Søren Norby, der som lensmand regerede på Christian II’s vegne på Gotland og i Skåne.

Den 3. juli 1533 ville rigsrådet udstede en recess (lov) der indeholdt flere bestemmelser mod Lutherdommens frie prædiken, og således føre kirkens fulde myndighed tilbage til biskopperne. Recessen siger selv, at den er udstedt af 37 råder, men der var kun plads til 26 segl, og af disse var de tre tomme. Denne lov blev ikke beseglet af Mogens Gøye og hans gode ven Erik Banner, så de forlod begge i al hemmelighed København midt om natten af frygt for konsekvenserne. Herredagens anden recess dagen efter var holdt i mere almindelige vendinger, der var nu plads til 35 segl, og her var det kun Mogens Gøye og Erik Banners der manglede. Denne recess fastslog kort, at kongevalget endnu engang var udskudt, og at adelen vil skaffe landet et godt regimente.

Det var ikke første gang at Mogens Gøye og Erik Banner stod med samme mening, så Erik Banner blev af flere af den katolske adel kaldt Mogens Gøyes ”Gnatho”, Snyltegæst.

Vel ankommen til Jylland begyndte de begge kraftigt at agitere til fordel for hertug Christian som ny konge. På et møde i Ry 4. juli 1534 besluttede de forsamlede jyske adelsmænd, lavadel såvel som højadel, at gå ind for valget af Christian og en delegation rejste ned og hentede ham til Horsens, hvor han 18. august 1534 blev foreløbig hyldet som Christian III. Christian bekræftede Mogens som rigshovmester og udnævnte straks Mogens Gøye og Ove Bille til statholdere over Jylland og senere ligeså på Sjælland.

Den 18. december 1534 stormer Johan Rantzau (se figur 10) og hans tropper Ålborg, hvor bondeføreren Skipper Clements havde forskanset sig. Byen blev dog ret hurtigt indtaget, oprørerne blev uden skånsel hugget ned og byen blev plyndret, og 11. juni 1536 blev resten af bondehæren slået ned af Johan Rantzau i slaget ved Øksnebjerg.

28. juli 1536 er det hele overstået, København overgav sig til Christian III, og 6. august drog han som sejrherre ind i København.

Kong Christian III

Regerede derfor reelt hele landet fra 28. juli 1536 og ikke som historiebøgerne siger fra 18. august 1534. Den 11. august 1536 gennemførte Christian III (se figur 11), i samråd med sine højeste officerer, en form for statskup. Han fik på et statsråd vedtaget at samtlige biskopper skulle fængsles, at al kirkegods skulle konfiskeret og et reelt verdsligt styre indførtes. De tilstedeværende rigsråder blev mere eller mindre tvunget til at underskrive en erklæring, der godkendte kongens handling. Kirkens tiende blev ændret så 1/3 gik til kirken, 1/3 til sognepræsterne og den sidste tredje del til kongen, som så samtidig fik ansvar for skole og fattigvæsen. Kongen skulle derudover af sin tredjedel aflønne de syv biskopper og give bidrag til lærde mænds underhold.

Det betød at alle bånd til Paven i Rom var afskåret. En fundats som dannede grundlag for den danske kirke formuleredes af Hans Tausen og blev godkendt af Luther personligt den 2. september 1537, og den 30. oktober var reformationen gennemført i hele landet.

Al jord i landet var nu fordelt som følger, kongen havde 50 %, adelen 45 % og de sidste 5 % ejedes af selvejerbønder.

Sjællands Biskop Peder Palladius indførte en ny kirkeorden, som dog hurtigt blev præget af en ny intolerant ortodoksi, med hekseforfølgelserne og lignende der strakte sig langt ind i det 17’ århundrede.

9. september henrettedes skipper Clements, og 15. oktober underskrev Christian III en håndfæstning der sikrede adelens hals og håndsret over bønderne.

I 1538 blev Mogens Gøye bestyrer af godserne Torsø og Gisselfeld, hvor ejendomsretten tilhørte Peder Oxe. Peder var søn af Johan Oxe og Mogens Gøyes datter Mette Gøye. Johan var blevet dræbt under Grevens fejde (1534 – 1536) og få år efter døde moderen, så Peder stod som mindreårig tilbage med ansvaret for sine små søskende og familiens værdier. Han gik dog straks igen med at genvinde familiens tabte ejendomme, og vandt et par processer mod sin morfader Mogens Gøye, som af en eller anden årsag nødig ville slippe kontrollen med disse godser.

Min egen mening om dette kan være, at efter de danske arveregler arvede alle børn efter forældrene, i modsætning til de tyske regler, hvor den ældste søn arvede det hele, så skulle alle de godser og bøndergårde, som Mette Bydelsbak arvede efter sin morfar gives til hendes børn ved hendes død i 1513, og det var en betragtelig del af besiddelserne. Godt nok ville det først have effekt når børnene blev myndige. Jeg ved ikke hvilke børn Mette havde, men mine kilder indikerer at Mogens havde i alt 12 børn med sine to koner plus endnu en uden for ægteskab, så da alle Mettes børn skulle arve ved hendes død, så blev hans store formue kraftigt udvandet i 1513 eller ved børnenes myndighedsalder, og det har nok gjort lidt ondt på den gamle samler af godser.

Slutning

Mogens indflydelse på landets politik faldt støt de sidste år af hans liv, han var syg og kunne nok ikke virke så kraftigt som tidligere, han dør 6.april 1544 ret bitter efter de opslidende retssager med Peder Oxe.

Samme år kunne hans datter Birgitte Gøye født 1511 (se figur 12) efter mange års stædig kamp mod en barnetrolovelse endelig gifte sig med Herluf Trolle. Hun var efter dagens skik tidligt trolovet med Jesper Daa til Enggaard, og en trolovelse var noget man så meget alvorligt på dengang.

Hun gav sit samtykke til denne trolovelse efter flere års vægren, og meddelte samtidig Jesper Daa at det ikke var med hendes gode vilje. Da så hendes strenge stedmoder døde i 1528 slog hun straks op med sin trolovede og sendte hans halssmykke tilbage, da var hun 17 år.

Hun blev få år efter optaget ved hoffet blandt dronningens jomfruer, og efter at dronningen havde erfaret om hendes skæbnesvangre trolovelse, blev hele sagen på kongens foranledning taget op og forelagt rektor og professorer ved Københavns universitet, og de erklærede i august 1540 at der ikke havde været et reelt ægteskab mellem parterne, så kongen ophævede trolovelsen. Da Mogens så dør 6. april 1544 er Birgitte forældreløs, og kan selv bestemme, og nu bliver hun endelig gift med Herluf Trolle den 16. november 1544.

De havde ingen arvinger, så de oprettede Herlufsholm i 1565 og overlod al deres ejendom til denne fond, og indtil sin død i 1574 fungerer Birgitte som formand for Herlufsholm.

Litteratur

Internettet via GOOGLE søgning på GØYE, MOGENS
Og søgning på Håndfæstninger
Folkeuniversitetets lektioner i Kalkmalerier etc.
Salmonsens Konversations leksikon
Dansk Biografisk Leksikon Bind 5 + 6
Politikens Danmarkshistorie: Hvornår skete det
Politikens Danmarkshistorie bd. 7
Store Danske personligheder: Fra Knud den store til Christian X
Poul Helgesen Skibykrøniken
Hans Gregersen Skipper Klement
Erik Ulsig Danske adelsgodser i middelalderen
Palle Lauring Fejder og reformation
Henning Matzen Danske Kongers Håndfæstninger
Geheimearchivets Årsberetninger, Danske Kongers Håndfæstninger og lignende andre akter.
Københavns historie på Københavns Rådhus